Ukrainske antikorruptionseksperter sammen med danske civilsamfundsorganisationer og parlamentarikere
i Folketinget, september 2025.
Korruption er en af de største udfordringer for det ukrainske samfund – næstefter krigen mod Rusland. Som en del af UA CSO Advocacy Tour 2025 besøgte en delegation af ukrainske antikorruptionseksperter København til en række centrale møder i Folketinget, ministerier og med civilsamfundsorganisationer. Hjælp Ukrainske Børn var blandt de danske medarrangører.
Besøget fandt sted i samarbejde med German-Ukrainian Bureau og samlede ledende stemmer i kampen mod korruption i Ukraine, herunder Anastasia Radina, formand for Antikorruptionsudvalget i Verkhovna Rada, Tetiana Shevchuk fra AntAC, Martyna Boguslavets fra MEZHA, Iryna Shyba fra EUACI og Mattia Nelles, CEO for German-Ukrainian Bureau.
I København mødtes delegationen med bl.a. forsvarsminister Troels Lund Poulsen, europaminister Marie Bjerre, folketingsmedlem Louise Schack Elholm (Venstre), Lisbeth Bech-Nielsen (SF) samt medlemmer af Udenrigspolitisk Udvalg, Europaudvalget, Forsvarsudvalget og Erhvervsudvalget. Derudover fandt der møder sted med Dansk Industri (DI), repræsentanter for danske virksomheder, der investerer i Ukraine, og med forskere fra Københavns Universitet.
En særlig vigtig afslutning på besøget var et lukket møde med danske civilsamfundsorganisationer i Folketinget, generøst faciliteret af Yildiz Akdogan (Socialdemokratiet). Her deltog Hjælp Ukrainske Børn som medarrangør sammen med Den Danske Helsinki-Komité, Frihed for Ukraine og Ukrainian Dialogues.
Hovedbudskabet fra den ukrainske delegation var klart: Ukraine har gjort reelle fremskridt i kampen mod korruption gennem digitalisering, civilt pres og internationale partnerskaber – men reformerne er stadig skrøbelige og kræver vedvarende støtte.
Danmarks rolle blev understreget som særlig vigtig: som en af de mest konsekvente donorer har Danmark en naturlig interesse i gennemsigtighed og ansvarlighed. For Hjælp Ukrainske Børn er deltagelsen i sådanne initiativer afgørende, da tillid til Ukraine fra internationale partnere også styrker muligheden for at hjælpe børn og familier, der lider under krigen.